Dialog bedre end forbud

Debatindlæg af Clark Pratt,  spidskandidat for Enhedslisten Odsherred

I et interview med TV2 støtter Venstres borgmesterkandidat Morten Egeskov DF's forslag om at Odsherred skal være halalfri. Der må altså ikke serveres halalkød på plejehjemmene og andre offentlige institutioner. Det betyder at den del af befolkningen der er jøder eller muslimer diskrimineres.

Det generer tilsyneladende ikke de to politikere, Morten Egeskov (V) og Julie Jacobsen (DF) – som argumenterer med at halalslagtning er dyremishandling. Dyr der halalslagtes bedøves inden, men kandidaterne forestiller at importeret halalkød nok ikke er slagtet efter danske forskrifter.

Er de også imod import af varer fra de israelsk-besatte områder, eller af kaffe, chokolade og tøj produceret af børnearbejdere? Det har været svært at få opbakning til boykot i Byrådet før ...

Egeskov, som jo ellers går for at være liberal, støtter DF´s fremmedfjendske synspunkter. Mindre opportunistiske politikkere, der er imod diskrimination, får nok en dårlig smag i munden.

Det kan heller ikke være morsomt for Alternativet i Odsherred, der sammen med Socialdemokraterne, er i valgforbund med DF. Det kan meget nemt blive Alternativet, der forærer DF stemmer nok til et ekstra mandat – som bruges derefter til at pege på den anden borgermester kandidat!

I Enhedslisten tager vi afstand fra den slags diskriminerende forslag. Vi vil have dialog med respekt, mangfoldighed med solidaritet, og valgkamp med visioner, ikke frygt.

Clark Pratt, Spidskandidat, Enhedslisten Odsherred