Nu skal regningen betales – men af hvem !

Læserbrev om VK regeringens genropretningspakke af Kim Mariegaard, kontaktperson for EL Odsherred. Bragt i Venstrebladet og netavisen Odsherred Avis d. 28. maj 2010.

VKO-regimet – partierne Venstre, konservative og DF – har brugt pinseferien til at forhandle om VK-regeringens såkaldte genopretningsprogram.
Til det positive hører, at regeringen med navnet på deres pakke åbent erkender, at der ér behov for genopretning af Danmarks økonomi. Efter at samme regering gennem næsten 10 års uansvarlig politik med skattestop, overbetalinger til privathospitaler  og ufinansierede skattelettelser til den rigeste lille del af befolkningen på det nærmeste har drænet de offentlige kasser totalt.
Men der hører det positive også op. Man skulle synes, det mest rimelige er, at de, der deltog mest flittigt i gildet, også efterfølgende påtager sig at betale, hvad festen kostede. Men sådan er det bestemt ikke i regeringens og Dansk Folkeparti’s optik.
Resultatet af forhandlingerne blev da også ligeså asocialt, som man kunne frygte. De arbejdsløse og familier med mere end 2 børn kommer til at trække det store læs. Spørgsmålet er så hvor meget, netop de grupper har nydt godt af det store skattelettelses-gilde. Jeg har mine tvivl.
I Enhedslisten mener vi derimod, at det er god skik, at de, der afholder en stor abefest, også efterfølgende er forpligtet til at betale for gildet. Der for ser vi mere fornuft i at rulle skattelettelserne til de rigeste tilbage. Staten kan også få mere i kassen ved et øget fokus på multinationale selskaber, som ikke pt. betaler skat i Danmark – og blandt andet en  bedre beskatning af Nordsøolien, som ikke reguleres ift. de reelle oliepriser.
Dermed er det også de rigtige (nemlig de med de stærkeste skuldre), der kommer til at betale for VKO’s fatale fejltagelser.
Emneord: